Velkommen hos Kennel Vagthuset... "Kennel" det lyder så stort - mange hunde og mange løbegårde, men sådan er det ikke hos os. Vi bor i et almindeligt parcelhus, med en dejlig lukket have, i udkanten af Nyborg.
Vi er en lille familie bestående af min mand Ejner og jeg selv Betina og husets små vogtere, vores skønne Tibetanske Spaniels. Vi mødte hinanden i 2005 og havde begge haft hund forinden.
I 2008 købte vi vores første hund sammen, en Engelsk Cocker Spaniel. Vi har haft et par forskellige spaniel racer, men vi er dog ikke det mindste i tvivl om, at vi er landet på rette hylde, med den Tibetanske Spaniel.
Vores kennel er baseret på en dyb interesse og et bredt engagement i hunde generelt. Vi bruger det meste af vores tid sammen med vores hunde, og derfor er det vigtigt for os, at de stortrives og ikke blot er et "middel til at nå målet". Af samme årsag kan det ske at en hund som ikke trives i vores flok, får sig en ny familie netop for at tilgodese den enkelte hunds behov, før vores. Vores hunde indgår som en naturlig del af familien, og de bor naturligvis i huset sammen med os.
For os er det vigtigt at føre racen videre med respekt! Det betyder, at den Tibetanske Spaniel, skal blive ved med at ligne standarden - også selvom den "bare" skal være familiehund, agilityhund eller noget helt tredje. Man kan jo godt være smuk, bare fordi man skal bruge mere tid i et mudderhul end i en udstillingsring. Det er af højeste prioritet, at racen føres videre, som sunde hunde, der kan gøre deres familier glade, mange år frem.
Hos os er hundene først og fremmest familiehunde, dernæst elsker vi at gå på udstillinger. En tur i skoven eller på stranden, vil dog altid være at foretrække!
Vi bor i udkanten af byen, midt i et naturskønt område - i gå afstand til skov, marker, strand og store grønne områder.
Den 16. juni 2009 fik vi registreret vores navn i Dansk Kennel Klub, vi hedder nu officielt Kennel Vagthuset, opkaldt efter Ejner's barndomshjem "Det Gamle Vagthus".
I februar 2010 tog jeg uddannelsen hos Dansk Kennel Klub og blev DKK-UDDANNET OPDRÆTTER, vi har den 14. april 2010, haft besøg af DKK's kennelkontakt, vores opdræt er her blevet godkendt uden anmærkninger.