Den lille gæst fra Tibet.

Af journalist og forfatter - Jane Aamund

En Tibetansk Spaniel har værdighed og lige fra den er lille hvalp betragter den aldrig mennesket som et højerestående væsen. Den er på niveau hele tiden. Når man ser ind i dens skønne mørke øjne, er der inderst inde en kerne af ubøjelighed. Den er katteagtig og lægger man mærke til ejere af Tibetanske Spaniels, så kan man ikke lade være at grine af, at de tit antager en opvartende attitude, som passer den lille ophøjede gæst fra Tibet udmærket. Det er en allround selskabshund, den elsker at gå ture og køre bil. Den bryder sig ikke meget om støjende hunde, der uhøfligt vil snuse den både her og der. Man bliver nødt til at sætte grænser, ellers kan den være dominerende og efterhånden tiltage sig flere og flere rettigheder. Men har den fået arrangeret hjemmet og sine ejere, så det er behageligt, er den verdens nemmeste hund.

Den er børnevenlig, hvis børnene er forsigtige med den, og den er rolig og reserveret, når der er gæster. Aldrig påtrængende. Når jeg møder de gode velopdrættede eksemplarer af denne charmerende race, siger jeg altid, pas godt på jeres gode avlsmateriale. Pas godt på de hunde, som har det gode temperament, som kan bevæge sig frit og godt, og se klart og tydeligt. Heldigvis har den Tibtanske Spaniel aldrig været modehund. Det er den ideelle selskabshund i lejligheder og en lille nem rejseledsager. Den har ikke hundekarakter heller ikke kattekarakter, den er helt sig selv, og jeg har lige set ind i et par uudgrundelige blanke hvalpeøjne på en lille tævehvalp, der lignede en månestråle, og jeg så, hvad den race egentlig var, en lille gæst fra Tibet.