Omvendt nysen - reverse sneezing!


Hjælp, min hund er ved at blive kvalt!


Omvendt nysen har slet ikke noget med nysen at gøre, men er en tilstand, hvor den bagerste bløde del af ganen lægger sig hen over strubehovedet og derved delvist blokere for luften under hundens forsøg på indånding. Derved opstår der en voldsomt snorkende lyd og hunden vil typisk standse op og stå og hive efter vejret. Dette kan tage fra få sekunder til flere minutter, hvis hunden ikke formår at få den bløde gane på plads. Dette gør den ved at holde sig i ro og fortage synkebevægelse. Hunden er oftest helt uden symptomer både før og efter ”anfaldet”.
Der ligger mange fine videoklip af hunde med omvendt nysen på www.youtube.com, hvor man søger på ”reverse sneezing”.


Der er flere mulige årsager til, at en hund har tendens til omvendt nysen. Det kan skyldes hævede slimhinder i næse, svælg eller bihuler. Omvendt nysen ses særlig hyppigt hos kortsnuede racer som Bulldogs og Mops, men kan forekomme hos alle racer. Grunden til at de kortsnuede racer er særligt udsatte er, at de, i kraft af deres anatomi, har meget snævre forhold i svælget med tendens til for lang gane og for stor og bred tunge. Desuden har de tendens til at skabe undertryk i svælget på grund af de ofte snævre næsebor.

Hos nogle af disse hunde vil operation af deres næse, bløde gane og eventuelt strubehoved bedre livskvaliteten væsentligt.
Tendensen til omvendt nysen ses ved ophidselse (adrenalin får slimhinder til at hæve) eller ved tryk fra halsbånd, hvis hunden trækker meget under gåtur. Mange hunde får omvendt nysen efter at have snuset meget omkring eller i forbindelse med fodring. Der er også en tendens til at ophold i miljø med tobaksrøg eller andre partikler kan udløse anfaldene.

Hunde-ejeren kan selv hjælpe sin hund med at stoppe ”anfaldet”. Dette gøres ved at forsøge, at få hunden til at foretage synkebevægelse, enten ved kortvarigt at lukke for hundens næsebor, massere den let på halsen eller få den til at drikke eller spise noget. Der er også hunde-ejere, der blot skal aflede hundens opmærksomhed eller berolige den med ros og kærtegn. Disse metoder er vist meget fint på www.youtube.com (skriv ”reverse sneezing”).


For de kortsnudede racer er der særlig grund til at være opmærksom på, om der kan gøres noget for at afhjælpe deres vejrtrækningsproblemer. For mange af dem gælder det, at en meget lille operation på deres næsebor tidligt i deres liv kan nedsætte risikoen for at udvikle alvorligere vejrtrækningsproblemer der kræver større operationer senere i livet.
Hunde er fra naturens hånd skabt til at trække vejret frit gennem to åbentstående næsebor og ikke gennem to smalle sprækker. Når en hund trækker vejret gennem munden er det primært for at afvikle varme efter motion eller fordi omgivelsernes temperatur kræver det.